Grusprojekt ved Agerbæk

En dag i vandplejen.

Måneders forberedelse kulminerede i weekenden d. 7.-9. august 2026. Der skulle etableres 7 gydestryg i Plumbæk ved Agerbæk.

Fredag morgen kl. 7 mødte de første op til at deltage i denne del af projektet. Der blev gravet mudder, der blev kørt grus, der blev fordelt grus og der blev lagt skjulesten.

Det lyder måske meget nemt. Men det var hårdt arbejde. Store som små, mænd som kvinder, knoklede igennem hele dagen. Og kl. 17 fredag eftermiddag var vi allerede halvvejs med projektet.

Lørdag kl. 8 gik det løs igen. Endnu flere var mødt op og arbejdet gled bare derudaf.

Det var samlebåndarbejde der var koordineret til perfektion. Og allerede kl. 14.30 kunne der pakkes sammen og alle kunne tage hjem og holde fri resten af weekenden. Så selvom søndagen også var sat af til projektet, blev det slet ikke nødvendigt.

Jamen er det slet ikke hårdt sådan at skovle så meget grus? Jo, vel er det hårdt. Men det er også enormt tilfredsstillende. Man kan se hvor langt man kommer, og man ved man gør noget rigtig godt for naturen – både lige nu og her, men også på lang sigt.  

Jamen var det så sjovt? Ja, for pokker det var sjovt. Og hyggeligt. Der var plads til det hele og forplejningen fejlede ikke noget. Der blev drukket kaffe og spist wienerbrød om formiddagen. Der blev grillet pølser til frokost og der var drikkevare hele dagen. Endda kolde drikkevarer, da lodsejeren havde sat et køleskab ned til os med kolde drikkevarer i.

Alt i alt en weekend med meget veludført arbejde. Tak til vandplejeudvalget for at have planlagt dette så godt. Og tak til alle frivillige der mødte op og gav en hånd med.

Tak til alle lodsejere som har støttet op om projekt Agerbæk-Kærbjerg, ikke mindst Allan Schmidt som lage eng til plus kolde drikkevare, så projektet kunne udføres. 

Ligeledes skal der lyde en tak til Varde Kommune for det gode sammenarbejde og for at støtte op omkring projektet.

Sidst men ikke mindst skal der lyde en stor tak til Klelund Dyrehave for støtte projektet, ved finansiering af maskiner til gennemførelse af projektet.

Nedenunder ses en lille video af weekendens bwgivenheder.